For første gang i deres liv har de første af Knuthenborgs seks asiatiske sortbjørne mærket jord under poterne, bevæget sig mellem træerne, badet i deres sø og selv valgt, hvor de ville gå hen.
I dag blev de første bjørne lukket ud i den del af Knuthenborgs nye 23.000 m² store Bjørneskov, som ligger tættest på gæsteområdet. Her kan gæster – hvis bjørnene vælger at vise sig – opleve dem ved skovbrynet og den lille sø.
Udlukningen sker gradvist. Nogle bjørne er mere nysgerrige og trygge end andre, og derfor får de hver især lov til at tage skridtet ud i naturen i deres eget tempo. Alle seks bjørne har det godt og vil i den kommende tid få adgang til det udendørs anlæg, når parkens dyrepassere vurderer, at de er klar.
To af bjørnene, hunbjørnen Gomrye og hanbjørnen Gomgu, som gennem deres ophold i Danmark har knyttet et særligt bånd til hinanden, var de første til at udforske anlægget side om side.
– Vi har arbejdet hen imod den her dag i lang tid. At se bjørnene selv tage de første skridt ud i skoven er både rørende og en stor lettelse. Nu er det ikke længere os, der bestemmer tempoet – det gør bjørnene, siger Jane Trolle, chef for dyreafdelingen i Knuthenborg.
For Anne Sofie Meilvang fra Dyrenes Beskyttelse markerer dagen afslutningen på en lang rejse.
– Jeg har set de her bjørne leve under forhold, hvor de aldrig havde mulighed for at være bjørne. At stå her i dag og se dem tage de første skridt ud i naturen er et øjeblik, jeg aldrig glemmer, siger hun.
Hos den hollandske organisation Bears in Mind blev dagen også mødt med stor begejstring, og CEO Ingrid Vermeulen udtaler:
– Det her viser, hvad internationale partnerskaber kan udrette. Mange mennesker har arbejdet i årevis for at nå hertil, og i dag kan vi se resultatet med egne øjne.
Dagen markerer afslutningen på mere end to års arbejde, hvor over 100 mennesker fra flere lande har været involveret i at gøre redningsaktionen mulig. Projektet er blevet til gennem et tæt samarbejde mellem Knuthenborg, Dyrenes Beskyttelse, Bears in Mind, Korean Animal Welfare Association (KAWA), Korea National Park Service, sydkoreanske myndigheder samt Cargolux, der stod for flytransporten til Europa.
Selvom denne redningsaktion nu er afsluttet, er arbejdet langt fra færdigt. Mere end 100 tidligere galdebjørne venter stadig på redningscentre i Sydkorea, mens der søges permanente hjem til dem.
For de mennesker, der har fulgt bjørnene fra Sydkorea til Danmark, slutter rejsen i dag.
For bjørnene begynder et nyt kapitel.
